Benneweis-elefanterne

Historien om Thai, Siam, India og Ceylon

I årene efter 2. verdenskrig købte Eli Benneweis mange nye dyr til sit cirkus. I 1959 bestod bestanden ifølge Politikens Hvem-Hvad-Hvor (citeret efter Anders Enevig: Cirkus i Danmark) af 53 rovdyr (løver, tigre og bjørne), 55 heste, 14 elefanter, 4 kameler og 3 søløver. Mange af dyrene var lejet ud til andre cirkus.

Elefanterne blev trænet af Sonny Benneweis (1933-1979), "Cirkusfolk over hele verden anerkender ham i dag som en af de bedste elefantdressører, men han er jo også næsten opvokset med sine dejlige dyr," skrev Zoologisk Haves direktør Arne Dyhrberg i Benneweis' program for 1973. Han fortsatte: "De kender hinandens temperament, og man kan ligefrem se på dem, Sonny og elefanterne, at de holder af hinanden, - de er venner."

I sæson 1968 bestod elefanttruppen af fuldvoksne 6 indiske elefanter: Citta, Mona, Vally, Birma, Tonny og Tagho.

Efter sæson 1968 købte Eli Benneweis to babyelefanter, Thai og Siam. I programmet for 1969 blev de præsenteret som "to nyindkøbte thailandske babyelefanter". Det blev oplyst, at de var kommet til Danmark med særfly og tilsammen havde kostet 50.000 kroner. De blev sammen med 4 indiske kæmpelefanter præsenteret af Sonny Benneweis, som efter afslutningen af sæsonen i Danmark optrådte med dem en række andre steder i Europa. Også i de efterfølgende år havde Benneweis' elefantflok vinterengagementer andetsteds.

 

elibaby.jpg (20338 bytes)

Eli Benneweis med babyelefanterne Thai og Siam

Forud for sæson 1971 blev elefantflokken udvidet med yderligere 3 babyelefanter fra Thailand: Djapur, India og Ceylon. I bogen Elefanter og andre store artister (Nyt nordisk forlag Arnold Busck 1997) fortæller Søren Nancke-Krogh, at man tillige købte en lille hanelefant, Frederik. Men Sonny Benneweis ville ikke have hanelefanter i gruppen, så Frederik kom til Havnstrup Zoo ved Herning. Der var også købt yderligere en lille hunelefant, som døde på cirkusgården i Dronningmølle, måske fordi uvedkommende gav hende ekstra foder.

I sæson 1971 blev babyelefanterne Thai, Siam, Djapur, India og Ceylon præsenteret sammen med 3 indiske kæmpelefanter.

 

sonnybaby.jpg (24455 bytes)

Sonny Benneweis med de 5 babyelefanter og en af de gamle elefanter

 

Fra sæson 1972 til 1978 og i 1980 og 1981 sendte Eli Benneweis de gamle indiske elefanter ind i Cirkusbygningen, som han havde overtaget lejemålet af fra 1970. I disse år var det derfor kun de "små" elefanter, som Sonny Benneweis præsenterede i Benneweis teltcirkus. I programmet for 1974 blev de præsenteret som elefanter i lømmelalderen.

Fra 1977 bistod Sonnys 2 sønner Kim (født 1956) og hans lillebror Miller med fremvisning af elefanterne. Elefanttruppen fra Thailand var nu reduceret til 4: Thai (som var førerelefant) , Siam, India og Ceylon. Djapur var omkommet, da den under en turne i Sverige kom i kontakt med et strømførende kabel

I 1979 var 2 af de gamle indiske elefanter tilbage i teltcirkus, hvor de blev fremvist sammen med Thai, Siam, India og Ceylon. Sonny Benneweis var alvorligt syg og døde inden sæsonen var omme, så det var Kim og Miller, som præsenterede de 6 elefanter.

Fra sæson 1980 overtog overtog Kim Benneweis elefantnummeret. År efter år imponerede Kim Benneweis (ofte bistået af hustruen Kirsten) publikum med nye og flotte elefantnumre.

Kim havde således mange års erfaring som elefantdomptør ved starten på sæson 1994, hvor der var 4 elefanter tilbage: Thai, India, Siam og Ceylon - elefanter, som Kim selv havde været med til at dressere, fra de var små. I løbet af vinteren optrådte Kim Benneweis med elefanterne i Cirkus Medrano i Grækenland og hos Cirkus Krone i cirkusbygningen i München. 30. marts 1994 havde Cirkus Benneweis landspremiere på Dyrskuepladsen i Hillerød. 4 kvindelige medlemmer af den italienske kunstcyklistfamilie Biasini bistod med fremvisningen af elefanterne (de red i hvert fald på elefanterne). Efter sæsonpremieren skrev Frederiksborg Amts Avis at "Kim Benneweis beviste, at han med sine indiske elefanter har skabt et verdensnummer, som der ganske naturligt er efterspørgsel efter i hele cirkus-verdenen. Mange husker da de små babyelefanter drønede rundt i manegen for 15-20 år siden. Nu er der ikke meget baby over dem længere og vi kan konstatere, at det tager en generation af skabe et verdensnummer".

 

hilleroedannonce.jpg (13589 bytes)

1994 var i øvrigt Diana Benneweis første sæson som cirkusdirektør. Eli Benneweis var død i kort før jul 1993. Artisterne til 1994-forestillingen var dog engageret året i forvejen, så Diana betegnede selv forestillingen som den sidste, hendes far havde skabt.

Dramaet i Nyborg

En smeltende varm sommerdag senere på sæsonen gik det galt. Det var 22. juli 1994, hvor Cirkus Benneweis besøgte Nyborg. Starten på elefantnummeret var helt normal, men pludselig overfaldt elefanten Siam Kim Benneweis, som populært sagt blev gennembanket, men slap uden varigt men. Siam forlod derpå manegen og løb rundt i Nyborgs gader og spredte skræk og rædsel.  Eneste tilskadekomne ud over Kim var en ældre mand, som brækkede en arm og beskadigede sit håndled. Politiet forsøgte at skyde Siam med maskinpistol, dog uden anden effekt end at elefanten vendte tilbage til cirkuspladsen. Her blev den aflivet af en dyrlæge, som i hast var hidkaldt fra Løveparken i Givskud.

elefant.siam.jpg (14780 bytes)

Elefanten Siam

Der har siden cirkuleret mange rygtet om, hvad der egentlig skete i Nyborg -  rygter i udlandet har sågar gået ud på, at Siam dræbte Kim Benneweis.

Kort efter episoden i Nyborg skrev Anders Enevig en artikel om dramaet, som oversat til svensk blev bragt i cirkusbladet Cirkuläre Notiser nr. 1/1995. Artiklen, som giver en præcis beskrivelse af, hvad der skete, gengives her med tilladelse fra Anders Enevig:

Elefantdramaet i Nyborg den 22. juli 1994.

Af Anders Enevig.

Det er heldigvis ikke hverdagskost, at en cirkuselefant bliver så rasende, at den under en offentlig forestilling slår domptøren ned og derefter foretager et livsfarligt amokløb i de tilstødende gader, mens politiet skyder med skarpt mod dyret.

Episoden er så bemærkelsesværdig, at jeg har fundet det påkrævet at registrere de kendsgerninger og nogle af de udtalelser, som kom frem i form af mine personlige interviews, cirkusfolkenes udtalelser til radio og TV og de mange udklip om ulykken, som er arkiveret i min samling. Jeg har kaldt artiklen: Elefantdramaet i Nyborg, da det handler om et drama, hvor virkeligheden langt overgår fiktion.

Hovedaktørerne er:

Cirkuselefanten Siam, født 1968 i Indien, og

elefantdomptøren Kim Benneweis, født 1956.

Andre aktører:

Politimester Ib Pedersen, Nyborg.

En politiassistent fra Nyborg med maskinpistol.

En tilkaldt dyrlæge fra Vejle.

Cirkusdirektør Diana Benneweis-

Sprechstallmeister Nelly Jane.

Bror til Kim Benneweis - Miller Benneweis.

En 80-årig tilskadekommen tilskuer.

En heltemodig staldknyst.

Handlingsforløbet

Nyborgs politimester Ib Pedersen var som sædvanligt i cirkus sammen med sine to børnebørn og sad som almindelig tilskuer i 1. parket lidt til højre for indgangen på forreste række med gangen og logen mellem sig og pisten. Han havde derved et godt overblik over manegen og nød afviklingen af cirkusnumrene: nogle tempojonglører, familiens heste i frihedsdressur og et par klovnnumre. Nr. 5 på programmet var: Kim Benneweis med Aladdin Fantasi med 4 indiske kæmpe-elefanter og Biasini Girls.

Politimesteren fortæller: Først kom der en elefant ind i manegen og tog plads på det postament, der var længst til højre for midten. Derefter kom Siam ind, og den gik lidt for langt frem i forhold til postamenterne. Det bebrejdede Kim den i hurtige, kraftige vendinger, og det behagede ikke Siam. Med snabelen hev den elefantkrogen og pisken fra Kim og smed det hen i manegen. Derefter slyngede den Kim omkuld med snabelen, hvorved han, så vidt politimesteren kunne se, slog nakken ind mod manegekanten.

Det var egentlig først her, at pm. registrerede, der var noget galt. Elefanten gik hen over Kim og satte sit højre ben på, hans bryst og trådte til, så Kim blev trykket ned i savsmuldet. Et øjeblik efter rullede Kim sig fri fra Siam, kom halvvejs på benene og blev hjulpet ud fra manegen af en pige fra Biasinitruppen. Derefter så pm. ikke mere til Kim.

Kims bror, Miller Benneweis, stod henne ved bagtæppet og råbte efter Siam, der var helt ude af balance. På vej hen til Miller, som den havde et meget dårligt forhold til, fik den fat på en stol, som den smed op i luften, mens Miller løb bagud af teltet.

Derefter gik Siam ud i rummet bag ved bagtæppet. Den var åbenbart stadig meget ophidset, og pm. bemærkede en del tummel derude samtidig med at hele teltet rystede og bagtæppet blev sat i svingninger. Det viste sig at være Siam, der forsøgte at vælte cirkusteltet.

Sprechstallmeister Nelly Jane søgte nu ved hjælp af højtaleranlægget at berolige publikum, som allerede ved egen tilskyndelse var i færd med at bringe sig i sikkerhed uden for teltet. Folk forlod deres pladser i ro og orden og samlede sig afventende uden for indgangen og rundt om teltet. Pm. gik også ud med sine børnebørn og skyndte sig hen til sin bil for at køre dem hjem.

På dette tidspunkt, kl. 19,45, anmeldte Alex Plesner fra cirkus telefonisk til politistationen, at en elefant var gået amok i Cirkus Benneweis, og at den var farlig. Der blev straks sendt en patruljevogn til stedet med to mand, hvoraf den ene var bevæbnet med en 9 mm maskinpistol. Ved cirkus fik politiet straks kontakt med Miller Benneweis, der gentog, at elefanten var farlig, og at den skulle slås ihjel. Han fortalte, at dens mest sårbare sted var i eller lige bag dens øre.

Efter at Siam havde udfoldet sig inde bag i teltet under musiktribunen, kom den ud på pladsen bag teltet. I mellemtiden havde personalet rejst et metalhegn for at holde dyret inde på et begrænset område; men det anfægtede ikke Siam. Den tog blot en sektion og kylede den bort og gik derefter uden for hegnet. Ingen af de ansatte ved cirkus var på dette tidspunkt aktive. De havde gemt sig allesammen, velsagtens fordi de frygtede det værste.

I forsøget på at bremse Siams fremfærd, skød politiassistenten to enkeltskud med maskinpistolen mod elefanten omme bag teltet. Men den reagerede overhovedet ikke på anden måde, end at den luntede til venstre rundt om det store telt, om forbi publikumsindgangen, hvor folk flygtede til alle sider i rædsel.

Pm. havde nu været hjemme med børnene, og da han kom tilbage til cirkus, var der som blæst for publikum på området foran teltet. Bortset fra en ældre mand, som tilsyneladende intetanende gik hen over pladsen med sin jakke hængende løst over armen på grund af sommervarmen. Han gik som om, han slet ikke havde opfattet, hvad der var galt, og selv om folk råbte til ham, at han skulle passe på elefanten, så reagerede han ikke, men gik ganske langsomt ind mellem et par store cirkusvogne.

Pludselig dukkede Siam op bag ved ham, næppe for at gøre ham fortræd, men da elefanten altså også skulle ind mellem vognene, så kom den til at puffe til ham med snabelen, så manden væltede omkuld. Den nærmest løb ham ned, sagde pm. Derefter standsede den op og tog mandens jakke, som den kylede op i luften, og mere skete der ikke. Den kunne let have trådt på manden, hvis den havde haft ondt i sinde. Manden, der var besvimet, blev omgående kørt til Nyborg Sygehus i en ambulance og derfra senere til sygehuset i Odense med forskellige kvæstelser.

Da elefanten kom frem fra de to vogne, skød politiassistenten igen to enkeltskud mod den. Dennegang blev skuddene registreret hos Siam, for nu ændrede den retning og løb ud over pladsen og tværs over Strandvejen hen til en frugt- og grøntforretning, hvor de fire elefanter tidligere på dagen havde indtaget en overdådig opdækning af årstidens frugter og grøntsager, som de nu har gjort i snart mange år som en slags reklame for virksomhederne, da der altid er pressefotografer og publikum på.

Forretningsdøren er monteret med splintfrit panserglas som værn mod indbrudstyve, men da Siam viste sig på området, gik der panik i folk, der havde søgt ly for den rasende elefant; så splintredes panserglasset som var det almindeligt vinduesglas og folk søgte tilflugt i bagbutikken og afventede deres skæbne. Om det var Siam, der havde splintret glasruden, eller om det var de panikslagne mennesker, står hen i det uvisse. Nogen siger et, og nogen siger andet. Lidt væk fra forretningen ramtes Siam igen af to enkeltskud, og derefter blev der ikke skudt mere på dyret, da det åbenbart var virkningsløst.

Politiassistenten, Miller og et par mand fra cirkus fulgte til fods efter Siam hele vejen rundt i kvarteret, og flere gange havde de besvær med at følge trop med dyret. Kendere anslår, at en elefant i løb skyder en fart af ca. 40-50 km/t, og det er langt hurtigere end et menneske kan løbe i længere tid. Undervejs registrerede de, at Siam fra Tårnvej på tilbagevejen mod cirkus skød genvej ind over arealet, hvor den kylede rundt med nogle træpaller på en lagerplads og derefter gennem et rækværk ind på en parkeringsplads, hvor den ikke lavede ra-

vage. Derfra luntede den direkte hjem til dens staldtelt, hvor den tydeligt gav udtryk for, at den var oprevet af begivenhederne. Men efter et kvarters tid faldt den nogenlunde til ro, og der var nu en modig mand fra stalden, som gav den fodring på, uden at der skete yderligere. Det var en heltegerning, der kunne have kostet ham livet.

(Henrik Møller, som fra midten af firserne til 1995 var med til at passe elefanterne, har oplyst, at den modige elefantpasser var polske Staciek. Hans rigtige navn var Stanislaw, men han blev kaldt Stasio eller Staciek, fordi der var så mange af polakkerne ved cirkus som hed Stanislaw. Staciek blev året efter blev dræbt af elefanter i Italien. Se herom nedenfor. Henrik fortæller videre, at en fodlænke faktisk er nok til at holde en elefant. I Indien står hanelefanterne bundet 2-3 måneder om året når de er i must. Og i denne periode er de meget aggressive, men de river ikke kæderne over).

 nyborgkort.jpg (20623 bytes)

Anders Enevigs skitse over elefanten Siams rute under amokløbet i Nyborg. A: omtrentlig placering af den tilskadekomne 80-årige mand. 1, 2 og 3: position for skudafgivelse.

Politiet havde i mellemtiden henvendt sig til lokale dyrlæger for at få givet elefanten en beroligende indsprøjtning, men ingen af disse havde kendskab til elefanter eller remedier til behandlingen. Derfor ringede Diana Benneweis til dyrlæge Erik Eriksen i København, der er dyrlæge for Zoologisk Have, og som gennem årene flere gange har behandlet Siam for diverse sygdomme. Da det drejede sig om hurtig udrykning, ringede Eriksen straks til sin kollega i Vejle, dyrlæge Hans Jørgen Pedersen, der har indgående kendskab til bl.a. elefanter, da han er dyrlæge for Løveparken i Givskud, hvor der også er elefanter.

Dyrlæge Hans Jørgen Pedersen ankom til Nyborg kl. ca. 21 og fik her af Siams ejer, direktør Diana Benneweis, besked på, at elefanten skulle aflives.

Siam stod altså på sin vante plads tøjret ved sin fodring, da dyrlægen gik igang med opgaven. Aflivningen foregik ved hjælp af en speciel kraftig luftpistol ladet med en pil med følgende indhold: 1 milliliter (ml.) Etorfin blandet op i 5-6 ml. Plegicil, som blev skudt ind i Siam. Da den var faldet om, fik den en injektion i den store ørevene af ½ - 1 liter Penthotal, og så var den død. Kl. 23 blev den læsset i en container og kørt til en opsamlingsplads ved Assens og derfra til destruktionsanstalten i Løsning ved Horsens.

Mens elefanten endnu lå i stalden kom det på tale, om ikke man burde obducere dyret; men det modsatte direktør Diana Benneweis sig, så derfor undlod politiet at kræve en obduktion.

Den tilskadekomne Einar Johannes Kristensen fra Hudevad var født 19.1.1914, og altså godt 80 år gammel. Han er rask og rørig, men hører meget dårligt, og det var grunden til, at han ikke reagerede på publikums advarselsråb. Han husker intet om selve episoden, da han blev slået bevidstløs, men har hørt fra andre, at elefanten kom bagfra og klaskede ham om med snabelen, så han faldt om. Han kom først til sig selv i ambulancen på vej mod sygehuset i Odense, hvor han var indlagt i 7 dage.

Ved faldet brækkede han højre underarm to steder, og håndledet gik af led. Armen blev lagt i gips i fire uger. Desuden gik der hul i både over- og underlæbe, og næse og ører fik slemme skrammer. Alt hans tøj helt ind til kroppen var ødelagt, og da elefanten kylede hans jakke i vejret, blev lommernes indhold af briller og lommeuret smadret.

Han fik af cirkus' forsikringsselskab erstattet alt sit tøj og alle ejendele. Han fik også et tilfredsstillende beløb for svie og smerte samt sine udgifter til ekstra hjælp i hjemmet dækket. Alt i alt er han tilfreds med behandlingen og glæder sig til at komme i Cirkus Benneweis i sæsonen 1995.

Kim Benneweis var sluppet utroligt heldigt fra episoden. Han var blevet klemt alvorligt over brystpartiet, men der var ingen knoglebrud. Han blev behandlet på Nyborg Sygehus og udskrevet den 25. juli. Den 28. fremførte han igen sine nu tre elefanter ved en forestilling i Haderslev: Thai, India og Ceylon.

Kim Benneweis fortæller: Siam havde altid været problematisk, velsagtens fordi hun var den yngste og svageste i flokken og derfor undertiden blev moppet af de andre. Og netop nu var hun i brunst. Det bragte hende også ud af balance. Gennem årene havde han lagt mærke til, hvordan man kunne se på den, når den var i en unormal psykisk tilstand. Det viste sig på den måde, at den holdt hovedet på skrå, når den drak.

Kim havde også lært, at den havde sin egen måde at signalere, når den enten ikke kunne, ikke gad eller turde gennemføre øvelsen til et nyt nummer. Det markerede den ved, at den forsigtigt førte sin snabel op mod hans bryst som en advarsel om, at nu kunne det være nok!

Men det signal benyttede Siam sig ikke af, da han skældte den ud i manegen, fordi den var gået for langt frem. Tværtimod væltede den øjeblikkeligt Kim om i manegen, så han slog hovedet mod pisten. Derefter trådte Siam på ham med skiftevis højre og venstre forben, og han reddede kun livet, fordi hans bror Miller havde sørget for at lægge et meget tykt lag savsmuld og grus i manegen oven på den asfalterede cirkusplads.

Siam bøjede sig helt ned over Kim og lagde sin snabel omkring hans hals for at dreje hovedet af ham, og havde han ikke ved et rent lykketræf fået fat med tænderne i elefantens meget følsomme snabelfinger og bidt til, så havde det garanteret været sket med ham, og han var endt som fars, sagde han.

Cirkusdirektør Diana Benneweis: Siam var lunefuld, og de havde flere gange talt om at skille sig af med den. Det var nu aldrig blevet til noget, da Kim holdt meget af den. Måske fordi de tildels var vokset op sammen, så de næsten havde et søskendeforhold til hinanden. Det skete er dårligt PR for Cirkus Benneweis, og det kunne have gået meget, meget, meget, meget, meget værre!

Diana Benneweis om episoden i Nyborg

I bogen Alting har sin pris fortæller Diana Benneweis i kapitlet "Elefant løs" blandt andet om episoden i Nyborg.

Diana sad under forestillingen på verandaen til sin beboelsesvogn og led i det lumre vejr. Det var 30 grader varmt, og både dyr og mennesker havde været irritable hele dagen.  Pludselig opdagede Diana, at der var noget galt - folk kom styrtende ud, og en elefant kom rundt om hjørnet. Synet af elefanten fik Diana til at gribe sin mobiltelefon og ringe til dyrlæge Eriksen fra Zoo i København. Han fortalte hende, at den nærmeste storvildtdyrlæge fandtes i Givskud Dyrepark ved Vejle.

Med noget besvær fik Diana fat i dyreparkens ekspert og forklarede, at han skulle medbringe både noget bedøvende og noget dødeligt.

Kim bebrejdede senere Diana, at hun fik Siam aflivet. Det synes Diana var uretfærdigt. "For hvad er vigtigst ?" skriver hun. "Elefantens liv eller menneskeliv ?"

Hun fortsætter: "Vi troede på et tidspunkt, at Siam havde en hjernesvulst. Det viste sig imidlertid, da den blev obduceret, at det ikke var årsagen. Vi kan altså ikke forklare, hvorfor den pludselig gik amok, men det kan ske med dyr, ligesom med mennesker."

Diana fortæller videre, at cirkus tilbød publikum, som kun nåede at se halvdelen af forestillingen, at de kunne få deres penge igen. Hun fortsætter: "Det var der vist mange, der tjente sig nogle håndøre på. Der var fuldt hus, og jeg ved hvad fuldt hus giver i kassen. Men vi betalte flere penge tilbage, end vi havde fået ind. Men pyt med det, for det betyder så uendeligt lidt i forhold til, at ingen døde eller blev alvorligt kvæstet".

Som det fremgår, var der altså ikke andre end elefanten Siam, som mistede livet eller kom alvorligt til skade.

I Søren Nancke-Kroghs bog Elefanter og andre store artister findes en omtale af episoden i juli 1994. Nancke-Krogh er kritisk over den måde, episoden blev håndteret på. Set i bakspejlet var det måske en overreaktion, at Siam blev aflivet og ikke sendt til en zoo eller en dyrepark.

På den anden side var Diana Benneweis tvunget til at træffe en hurtig beslutning: Siam havde angrebet Kim, der kun ved et under var sluppet uden alvorligt men. Miller krævede elefanten dræbt. At lade den blive i cirkus var urealistisk, hvis man da også ønskede at sælge billetter! Og man kan ikke forvente, at der lige om hjørnet findes en zoo eller en dyrepark med et tomt anlæg til en aggressiv elefant, som man jo ikke bare kan sætte sammen med en anden elefantflok. Så hånden på hjertet: mon ikke enhver ansvarlig leder havde truffet den samme tunge afgørelse, som Diana ?

Dyrlæge Erik Eriksen fra Zoologisk Have udtalte da også efter dramaet til Ekstra Bladet, at det var en helt rigtig beslutning af aflive Siam, som han betegnede som en en-mands elefant. "Det, Siam har lavet, viser jo, at man ikke mere har kunnet stole på hende. Der er ikke andet at gøre end at få hende væk. For det er ikke sikkert, man var sluppet så billigt næste gang."

Ekstra Bladet bragte i øvrigt en historie om, at Siam i 1993 var kommet til at trampe på nogle børn i Århus, men citerede samtidig Nelly Jane for, at det var et uheld. Det bekræftes af Henrik Møller, som var med til at passe Benneweis- elefanterne, og som har fortalt mig følgende:

Episoden i Århus var overhovedet ikke elefanternes skyld. Det var en publikummer der stod og kastede brød til elefanterne, og India skubbede til Siam for at komme til brødet.
Siam gled i noget mudder vi havde lavet til dem, så de kunne få et mudderbad når de havde lyst.

Siam gled ud af indhegningen og ud i nogle børn fra en børnehave. Det var et hændeligt uheld, og det sagde politiet også, efter de havde været ude for at måle Siams skridspor. Hun havde prøvet alt hvad hun kunne at undgå børnene.
Jeg stod næsten lige ved siden af da det skete og var første mand fremme ved elefanterne, og de var helt rolige.

Kim Benneweis forlader cirkus

Få dage efter elefantepisoden var Kim tilbage igen og fremviste Thai, India og Ceylon. Også i sæson 1995 var han engageret som elefantdomptør. I anmeldelsen af årets forestilling skrev Politikens Bjørn Bredahl under overskiften "Cirkus så hatten passer - Benneweis i storform", at "Thai, India og Ceylon stadig synes at elske Kim med alle deres 12 tons tilsammen". Og i Frederiksborg Amts Avis kaldtes elefantnummeret for et nummer i verdensklasse. "Kim Benneweis får både elefanterne til at bære ham med snablerne og med munden, ligesom de store dyr danner bro med snablerne, som den dygtige domptør kan vandre over."

Men idyllen varede ikke sæsonen over. Den 11. august kunne BT meddele, at Kim

den 2. august havde meddelt Diana Benneweis, at han med 2 ugers varsel ville forlade cirkus for at blive eksportchauffør for vognmand Andreas Andreassen fra Padborg. Kim begrundede det med, at han ønskede at sikre sine og fru Kirstens 3 børn: Micha på 2, Alaxander på 4 og Sasha på 7 en bedre skolegang, end han selv havde fået, og at Diana Benneweis ikke ville bekoste en lærer til at følge med cirkus. "Selv om jeg som eksportchauffør også kommer til at være væk fra familien, bliver det slet ikke i samme grad, som når jeg arbejder i cirkus. Faktisk kræver elefanter, at man passer dem dag og nat," fortalte Kim BT. Og 16. august i Aars var sidste gang, Kim Benneweis optrådte i Cirkus Benneweis med Thai, India og Ceylon.

Mange havde en klar fornemmelse af, at Kims forklaring til pressen nok ikke var hele sandheden. Kim fortalte da også Ekstra-Bladet, at "en ny generation har taget over i cirkus. Nye ideer og nye metoder skal prøves. Det er udmærket, sådan er livet. Jeg magter bare ikke at starte forfra. Jeg har været gennem alt det der én gang. Det har foreløbig taget 20-25 år af mit liv. Skulle jeg så bruge de næste 20-25 år på at lære det samme, bare på en lidt anden måde ?"

Efter at Kim Benneweis forlod Cirkus Benneweis blev elefantnummeret for resten af sæsonen overtaget af den 54-årige Jørgen Camillo Andersen, som ellers havde forladt Benneweis 4 år tidligere efter at have fået en blodprop. I Ekstra-Bladet for 27. september skrev forfatteren og arkæologen Søren Nancke-Krogh, som en del af sæson 1968 havde arbejdet som elefantpasser hos Benneweis: "Det er flot, når Camillo fremfører elefanterne i Cirkus Benneweis, og kun få bemærker, at han i manegen anvender hooken som stok."

Nancke-Krogh skriver videre, at Camillo startede hos Benneweis i 1966, da han begyndte som cirkusknyst. Han blev elev af Sonny Benneweis, og han var med til at passe Thai, fra hun i februar 1969 kun 6 måneder gammel kom til Danmark som en lille elefant med moderkompleks, som Camillo måtte kompensere for ved at sove hos hende om natten. Siden havde Camillo mange gange fremført elefanterne, først og fremmest i maneger i Tyskland og andre steder i Europa, men kun undtagelsesvis i Danmark. Kort efter 25-jubilæet i 1991 kom Camillo på sygehuset med en hjerneblødning, som efterlod ham med lammelser. Under den efterfølgende genoptræning havde han trænet sig op af kørestolen, og selv om han var invalid med stok sprang han til for at hjælpe Diana, da Kim forlod cirkus og elefanterne. "Elefanterne kendte naturligvis Camillo," skriver Nancke-Krogh, "og den største, India, løftede hele tiden snablen kælent og ville have sukker. Men Thai, der havde tilkæmpet sig positionen som førerelefant, stak snablen i munden, og det er en meget truende holdning."

22. oktober 1995 gav Cirkus Benneweis årets sidste forestilling på Bellahøj. Camillos elefantnummer blev båret af oppe af håndfaste klapsalver den sidste gang, Thai, India og Ceylon optrådte i en dansk cirkusmanege.

Diana Benneweis om bruddet med Kim og Miller

I bogen Alting har sin pris handler kapitlet "Sorteper bliver givet videre"  blandt andet om bruddet med Kim og Miller Benneweis i 1995.

Diana fortæller, at det i mange år havde været Eli Benneweis' mening, at hun og Sonny Benneweis efter Elis død hver skulle arve halvdelen. Sonny døde i 1979, og Eli ændrede i tiden derefter mange gange sit testamente. Den øvrige del af familien Benneweis fik et chok, da de efter Elis død i  december 1993 fandt ud af, at Diana arvede det hele. De havde regnet med, at de skulle arve halvdelen.

Visse familiemedlemmer havde beføjelser, som Diana fandt uacceptable, og som hun derfor inddrog.

Kim Benneweis valgte midt i sæson 1995 at forlade Cirkus Benneweis med kun 14 dages varsel. Lykkeligvis trådte familiens trofaste ven og elefantpasser gennem mere end 25 år, Jørgen Camillo Andersen, til og tog sig flot af elefanterne og reddede nummeret - og Diana. Det var Dianas 2. sæson som direktør. Samme vinter sagde Kims bror, Miller op, dog i god ro og orden og i god tid inden næste sæson. "Først var jeg ulykkelig og chokeret," skriver Diana Benneweis. "Nu takker jeg Vorherre for, at de gik af sig selv. For derved gjorde de mig en tjeneste. De kunne være blevet i Cirkus Benneweis til den dag, jeg døde. Jeg ville aldrig nogensinde have smidt dem ud. Fordi alting har sin pris. Det er ingen hemmelighed, at vi måske ikke havde det bedste forhold til hinanden, men det smertede mig især dybt, at Kim gik over til en anden dansk cirkus. Det forstår jeg ikke - at hedde Benneweis og så give sig selv og sit navn videre til en konkurrent."

Efter at havde forladt Cirkus Benneweis arbejdede Kim Benneweis en tid som langturschauffør. Men han savnede cirkustilværelsen, og Benny Berdino fra Cirkus Arena gav ham forud for sæson 1997 et tilbud, han fandt interessant.

Kim Benneweis optrådte fra 1997 til 2001 for Cirkus Arena. Det første år med en eksotisk dyregruppe, de følgende år med elefanter, som var trænet og lejet fra den italienske Togni-families American Circus. Numrene var ganske udmærkede, men en domptør får aldrig samme forhold til en lejet dyrgruppe som til dyr, han selv har været med til at træne. Niveauet fra årene i Benneweis, hvor Kim og hans hustru Kirsten år efter år imponerede publikum med nye tricks, blev aldrig nået. I 2002 år var der tale om, at Benny Berdino ville anskaffe nogle baby-elefanter, som Kim skulle træne. Et køb blev dog aldrig gennemført - det er i dag næsten umuligt for et cirkus at købe elefanter. Broderen Miller Benneweis fremviste heste i Cirkus Arena fra 1998 til 2001. Forud for sæson 2002 meddelte begge brødre, at de ikke havde lyst til at være med i sæson 2002. Kim Benneweis genoptog så vidt vides i første omgang jobbet som langturschauffør. I 2002 var han teltmester i det svenske Cirkus Scott. I 2004 og 2005 bistod han Diana Benneweis med regi i forbindelse med opsætningen af årets Benneweis-forestillinger, men var ikke med på turneen. I en periode var han knyttet til nordjyske No Name Circus, lige som han i en periode i 2009 arbejdede i Cirkus Arenas vinterkvarter. I 2010 har han været knyttet til det svenske Cirkus Brazil Jack.

Hvad der videre skete med Thai, India og Ceylon

Diana Benneweis solgte elefanterne elefanterne Thai, India og Ceylon efter sæson 1995. Johan Vinberg fra det svenske Cirkusakademi og Henrik Møller, som er opvokset i Benneweis og var med til at passe elefanterne de sidste 10 år, har givet mig nogle oplysninger om salget.

Efter at Kim Benneweis havde forladt Cirkus Benneweis i august 1995 overtog Jørgen Camillo som nævnt nummeret sæsonen ud. Camillo var syg og havde ingen mulighed for mere permanent at overtage elefantnummeret. Diana Benneweis valgte derfor at sælge elefanterne til en Safaripark. Hun ville hellere have, at de skulle ende deres dage der, end indgå i elefantflokken i et andet cirkus.

Køberen var Safaripark Stukenbrock (Hollywood und Safaripark Stukenbrock), som ligger ca. 120 kilometer sydvest for Hannover. 4 Benneweis-folk, Miller Benneweis, Henrik Møller, tømreren Tommy og den polske elefantpasser Staciek (Stasio), kørte ned med elefanterne. Da de ankom til safariparken, fik de at vide, at man var ved at bygge elefanthuset om. Safariparken havde derfor aftalt med det italienske American Circus  (ejet af Togni-familien), at dette cirkus indtil videre skulle opbevare elefanterne.

Dagen efter fortsatte de 4 Benneweis-folk derfor til American Circus i Bréscia i Norditalien, hvor Thai, India og Ceylon blev afleveret. Man afleverede også nogle dresserede køer, svin, geder og gæs, som Cirkus Benneweis havde lejet af familien Togni i sæson 1995 til brug for nummeret "Bondegårdens dyr", som Kirsten og Kim Benneweis præsenterede, indtil de forlod Cirkus Benneweis. American Circus havde selv 13 elefanter. 3 af Benneweis-folkene returnerede straks efter til Danmark. Polske Staciek blev, idet det på forhånd var aftalt, at han i en periode skulle blive hos Thai, India og Ceylon, som han havde været med til at passe i mange år og havde et godt forhold til. Næste morgen fandt man Staciek liggende død mellem India og Thai, som holdt fast i ham - ifølge Henrik Møller en typisk omsorgsfuld elefantadfærd over for eksempelvis en død kalv. En elefant havde trådt ham på brystkassen. Det er uvist, om synderen var en af Benneweis-elefanterne eller en af American Circus elefanter. Staciek blev 37 år gammel.

Ceylon blev senere solgt til det store spanske Circo Mundial, hvor en af de gamle Benneweis-elefantpassere arbejdede. Henrik Møller fortæller, at Ceylon blev meget glad for at møde en gammel bekendt. I 2007 var Ceylon fortsat hos Circo Mundial, som har et elefantnummer i international særklasse.


Thai og India kom efter nogen tid til
Joseph Gärtner, som var kendt som en dygtig domptør, der ofte tog sig af "problemelefanter". Henrik Møller er usikker på, om Gärtner købte eller lejede dem. Joseph Gärtner rejste rundt i Frankring med et lille Bouglione-cirkus. Det er ikke problemfrit at sætte 2 elefantflokke sammen, og Thai og Gärtners førerelefanter kom op at slås. Joseph Gärtner lagde sig imellem og blev i den forbindelse dræbt af sin egen gamle førerelefant, som derpå blev aflivet. Hverken Thai  eller India blev aflivet, Søren Nancke-Krogh fortæller, at Thai og India i 1997 blev fremført i det svenske cirkus Scott af Joseph Gärtners søn. Thorbjørn Klæbo Flo har forsynet mig med en række foto fra Gärtners elefantnummer, optaget da Cirkus Scott i 1997 besøgte Oslo. Jeg har vist disse foto til Henrik Møller og Kim Benneweis, som begge genkendte såvel Thai som India på billederne og dermed bekræftede Nancke-Kroghs opysning.

Gärtners elefanter i Cirkus Scott 1997. Henrik Møller har skrevet navne på Thai og India. Foto: Thorbjørn Klæbo Flo.

En af elefanterne, formentlig India, døde under turneen i Stockholm. Henry Bronett, som var medejer af Cirkus Scott, har bekræftet oplysningen om den døde elefant, med ved dog ikke hvad elefanten hed eller om det var en af de gamle Benneweis-elefanter.

Den sidste elefant Thai var i hvert fald i 2005 hos Joy Gärtner, som optrådte med den i norske Cirkus Merano. Kim Benneweis har med sikkerhed genkendt den på et foto, som Kenneth Severinsen har taget. Elefanten var i 2005 så vidt vides blevet omdøbt til Yogi. Med i Cirkus Merano havde Joy Gärtner en anden elefant, Indra, som imidlertid ifølge Dan Koehls elefantdatabase er født i 1960 og derfor ældre end India. Så India og Indra er ikke den samme elefant.

Henrik Møller forlod Benneweis efter sæson 1995 - "der var jo ikke længere nogen elefanter at passe." Han blev udlært som tømrer, men vil bestemt ikke udelukke, at han igen vender tilbage til cirkuslivet og Cirkus Benneweis, hvor begge hans forældre arbejdede i mange år - hans far Johnny Møller som chef for rekvisitørerne (cirkustjenerne) i Cirkusbygningen. De senere år har han ud over at arbejde som tømrer drevet firmaet Dronningmølle Kameludlejning og har flere steder – dog ikke i cirkus – optrådt med sine kameler.

***

Er elefanter intelligente ? Det spørgsmål blev for nogle år siden stillet til den amerikanske domptør Pat White, som har optrådt med ikke mindre end 23 elefanter i Cirkus Carson and Barnes. Pat svarede, at elefanter var knap så intelligente som chimpanser, men noget bedre begavet end de fleste af de mennesker, hun kendte !

Jeg siger Anders Enevig, Henrik Møller og Johan Vinberg tak for hjælpen med oplysninger til ovennævnte historie om de 4 Benneweis-elefanter Thai, Siam, India og Ceylon. Jeg har også haft stor nytte af Søren Nancke-Kroghs bog Elefanter og andre store artister. Jeg siger Kim Benneweis, Thorbjørn Klæbo Flo, Kenneth Severinsen tak for at have hjulpet med at finde ud af, hvad der blev af Thai og India. 

Ole Simonsen

november 2002, revideret september 2010