Cirkus
Strassburger - et cirkus, som ikke kom til Danmark
Indledning
Overskriften er
faktisk ikke korrekt, al den stund det store tyske Cirkus Strassburger faktisk besøgte
Danmark i 1914 og 1915. Og i 1941 og 1942, hvor cirkus var blevet hollandsk, optrådte det
i Cirkusbygningen i København under navnet Cirkus Mikkenie -
Strassburger.
Overskriften
er derimod dækkende for resultatet af et forsøg på i 1930 at få Cirkus Strassburger
til Danmark.
Arkivaren
og folkemindeforskeren Carsten
Bregenhøj, som i dag bor i Vasa i Finland, hvor han er knyttet
til Österbottens traditionsarkiv, satte mig i november 2004 på sporet af historien.
Carsten har forsynet mig med det materiale om, hvad der skete i slutningen af 1929 og i
begyndelsen af 1930, som jeg har omtalt nedenfor. Om Cirkus Strassburger har jeg fundet
supplerende oplysninger i blandt andet Per Arne Wåhlbergs bog Cirkusfamiljer i Gävle og
i Alf Danielssons bog Cirkus. Oplysningerne om Cirkus Strassburgers besøg i Danmark i
1914 og 1915 stammer fra Anders Enevigs bog Cirkus og Gøgl i Odense 1875 til 1940, og
oplysningerne om Meta Belli og Erhardt G. Mundeling m.v. fra samme forfatters bøger
Cirkus i Danmark og Cirkus- og gøglerslægter. Endvidere har
Merete Biltzing
forsynet mig med en række oplysninger om Biltzing-familien. Oplysningerne i artiklens
slutning om det norske Cirkus Løwe stammer fra en artikel af Bent Ove Larsen i Norsk
Cirkusforum nr. 3.
Cirkus
Strassburgers start
Familien
Strassburger stammer ifølge familielegenden fra Elsass (Alsace), hvis hovedby som bekendt
hedder Strasburg (Strasbourg) - deraf
familiens navn. Familiens overleveringer fortæller, at en forfader i 1700-tallet rejste
rundt og foreviste dresserede bjørne. Sikkert er det, at Adolf Strassburger i begyndelsen
af det 1900-tallet drev et cirkus i Tyskland. Det startede som et lille foretagende med
kun seks heste. I 1914 var antallet af heste vokset til mere end 60, ligesom man ejede
elefanter, kameler, hjorte, bøfler, lamaer og søløver.
Der var uro i
store dele af Europa i årene forud for 1. verdenskrig, som startede med mordet i Serajevo
i juni 1914. Det var måske grunden til, at Adolf Strassburger forsøgte sig uden for
Tyskland. Fra 13. til 19. august 1913 besøgte cirkus således Odense, hvor en anmeldelse
i Fyns Stiftstidende 14. august 1913 fortalte, at der havde været ikke mindre end 4.500
tilskuere i teltet. Fra 22. til 29. april 1914 gav Cirkus Strassburger igen forestillinger
i Odense, hvor det kaldte sig Europas største vandrecirkus. Senere på foråret 1914
rejste Adolf Strassburger med sit cirkus til Sverige, hvor han tilbragte resten af sæson
1914 og reklamerede med, at Cirkus Strassburger var Europas største omkringrejsende
cirkus. Måske en overdrivelse. Men Cirkus Strassburger var utvivlsomt det største
cirkus, som indtil da havde turneret i Sverige. Cirkus Strassburger overvintrede i Gävle
og genoptog turnevirksomheden i Sverige i 1915.
I efteråret
1915 solgte Adolf Strassburger sit cirkus med telt, 63 heste, 3 elefanter samt kameler og
æsler til en anden tysker, Lorenz Hagenbeck (1882-1956), som var søn af den legendariske
Carl Hagenbeck. Hagenbeck supplerede dyrebestanden med andre dyregrupper, som han på den
måde fik væk fra det krigshærgede Tyskland. Cirkus Hagenbeck turnerede i Norge, Sverige
og Danmark i 1916 og var i de følgende år blandt andet i Danmark, Holland, Polen og
Tyskland.
I 1917
etablerede Adolf Strassburger et nyt, men noget mindre, cirkus, som turnerede i Sverige.
Han vendte senere tilbage til Tyskland, hvor hans cirkus i årene mellem 1. og 2.
verdenskrig udviklede sig til at blive et af de ledende cirkus, som på et tidspunkt
turnerede med to enheder. Den ene af disse enheder turnerede i Sverige i 1927 og 1929 i et
telt med 3 maneger, og kaldet sig "Jättecirkus Stassburger". Ansvaret for
daglig ledelse af Cirkus Strassburger lå hos Adolfs søn Karl Strassburger (1899-1953).
Karl var gift med sin kusine Regina, som var datter af Adolfs bror Leopold, der stod som
medejer af cirkus. Karl Strassburgers fulde navn var i øvrigt Leopold Karl Strassburger.
Planerne om en
Danmarks-turne i 1930
Besøget i
Sverige gav åbenbart Cirkus Strassburger lyst til igen at besøge Danmark, hvor de i
slutningen af 1929 og begyndelsen af 1930 med bistand af impresarioen H. K. Biltzing
forsøgte at skaffe sig en cirkusbevilling.
Hans Kristian
Djørup Biltzing var født 23. april 1870 i Agri sogn på Mols som søn af sognepræsten
Emil August Biltzing og hans 21 yngre hustru Laura Djørup, som var præstedatter. Emil
August var 56 år, da Hans Kristian blev født. 10 år senere valgte Emil August at gå
på pension og flyttede først til Odense og omkring 1890 til København. Der købte han
udlejningsejendommen Vordroffsvej 17 A og senere ejendommene Vordroffs Tværgade 3 og 5.
Alt sammen for at sørge godt for sin langt yngre hustru. Emil August døde i 1896.
Angiveligt 5
år tidligere havde sønnen Hans Kristian oprettet et teater- og artistagentur på
adressen Vordroffsvej 17 A, Frederiksberg, dvs. i faderens ejendom. Han har nok boet
husfrit i ejendommen, lige som der efter moderens død i 1912 kan have været nogle penge,
også bortset fra ejendommene, som kan have støttet det ikke altid lige profitable
teaterbureau. Hans Kristian Biltzing var gift 2 gange: første gang 28. juli 1893 med
Ellen Louise Margrethe Hansen (født 27. september 1873), med hvem han fik datteren
Henriette. Anden gang var 23. september 1907 i Matthæus-kirken i København med
Clementine Maria Leopoldine Giorio (født 19. marts 1878). Clementine var som ganske ung
blevet ansat som Biltzings assistent og artistpartner, og de optrådte flere steder i
Europa under navnet Les Biltzings. Hun sang, og han akkompagnerede. Clementine blev senere
Biltzings elskerinde, og parret havde allerede 4 børn, da de blev gift. Og så var han
endda præstesøn!
Parret fik
siden yderligere 4 børn, hvoraf en dog døde som spæd. En af døtrene, skuespillerinden
Lilly "Musse" Biltzing, fortæller følgende om sin barndom i Bogen om Musse,
samlet af en gruppe fra Helsingør Senior-Højskole i 1987:
"Min far
søgte til sit teater- og artistbureau en assistent, der kunne flere sprog. Og samme år,
som Harriet blev født, kom min mor for at søge stillingen. Hun var født i Basel eller
Torino. Hun var i al fald italiener, meget smuk og med lange tykke fletninger.
Hende kunne Far
slet ikke stå for, og han var jo vant til at få, hvad han ville have. Hans første kone
ville ikke skilles, men flyttede på Østerbro med Harriet. Derefter boede Bedstemor alene
ovenpå, og min mor sammen med Far nedenunder, hvor han havde sit bureau. Mor kunne 4-5
sprog og var naturligvis en god hjælp for Far. Hendes lange fletninger skyldes nok, at
italieneres hår gror noget så frygtelig…
Nå, men Far
havde som sagt pludselig to koner. Mor
hed Clementine Maria Leopoldine Giorio. Hun hjalp
blandt andet Far med korrespondancen til langt ud på aftenen, men min ældste bror, Leon,
blev allerede født i 1897. Det var en stor skuffelse for Far.
Han ville
have en pige med lange fletninger. Det næste barn, der kom allerede 11 måneder efter,
blev også en dreng, men så endelig 2 år efter min bror, Otto, i året 1900 kom jeg. Og
jeg blev Fars et og alt. Jeg var jo den længe ønskede pige. Han rendte rundt med mig og
ville altid have mig i nærheden. Engang min halvsøster, Harriet, stod og kikkede på, at
han tumlede rundt med mig, sagde hun bagefter noget, jeg aldrig glemmer:
- Ih, Musse,
hvor ville jeg ønske, at Far ville gøre sådan med mig. Bare een gang.
Som sagt
glemmer jeg det aldrig, men dengang tænkte jeg ikke på årsagen, kun at det var da
mærkeligt. Jeg var jo så vant til det. Men hun må have været et meget ensomt barn, kan
jeg se, når jeg nu tænker tilbage, selvom Bedstemor gjorde alt for at råde bod på at
Far svigtede Harriet og hendes mor, der heldigvis senere fandt en anden at gifte sig med,
så Far og Mor endelig kunne blive gift.
Men det var
først i 1907 …
Nu skulle vi
børn døbes alle på én gang, Léon, Otto, min lille bror Max på 2 år og mig. Ingen
fortalte os spor om, hvad dåben betød, og hvorfor vi blev døbt, selvom Léon har været
10 år den gang. Vi kunne ikke begribe, hvorfor præsten sjaskede vand i hovedet på os og
sagde alt det der."
Af Lilly
Biltzings bog fremgår, at det ikke altid gik lige godt for faderens bureau, og at
familien nok levede mere flot, end der egentlig var råd til. Der var heller ikke råd til
at tage på landet, hvilket ellers den gang var in hos det finere borgerskab. I stedet
løste familien sæsonkort til det gamle Bellevue.
Men tilbage til
H.K. Biltzings bestræbelser på at skaffe Cirkus Strassburger en dansk cirkusbevilling
til sæson 1930:
Den 14.
december 1929 indgik Cirkus Strassburger og H.K. Biltzing følgende aftale:
"Imellem
underskrevne Cirkus Strassburger v/ Direktør Karl Strassburger og Direktør H.K. Biltzing
er Dags Dato truffet følgende foreløbige
O
V E R E N S K O M S T
---------------------------------
Under
Forudsætning af, at Direktør Biltzing kan fremskaffe et Arrangement med en herværende
Bevillingshaver til Cirkusforestillinger i Danmark uden for København, forpligter Cirkus
Strassburger sig til at levere en fuldstændig Cirkus med alt tilhørende Material,
Artister etc. og hermed berejse de danske Provinser i Sæsonen 1930, mod at der af
Brutto-Indtægten minus Forlystelsesskat af samtlige af Cirkus Strassburger her givne
forestillinger tilfalder Cirkus Strassburger 90 - Niti - Procent.
De resterende
10 % udbetales Direktør Biltzing til Afholdelse af de nødvendige Udgifter til
Bevillingshaver, Bureauprovision samt som Vederlag for Hr. Biltzings eget Arbejde.
Under det
arrangement, som Direktør Biltzing skulde fremskaffe, hører naturligvis også
Fremskaffelse af den fornødne Indrejsetilladelse til Cirkus Strassburgers Personale,
Artister m.v.
Hvilket Beløb,
der måtte blive aftalt som Vederlag til Bevillingshaver, er Cirkus Strassburger
uvedkommende, men Cirkus Strassburger er dog villig til - såfremt det måtte være
nødvendigt - at garantere Bevillingshaveren et Minimumsbeløb af 25.000 Kr. Denne garanti
er at forstå således, at der garanteres for, at de 10 %, der er tillagt Direktør
Biltzing mindst vil andrage 25.000 Kr.
Alle
Omkostninger ved Cirkus Strassburgers Indrejse her i Landet, Transport fra Sted til Sted,
nødvendige Attester, Opholdsudgifter, i det hele taget ingen Udgift ved Cirkusdriften her
i Landet undtaget, samt Omkostninger ved Udfærdigelsen af de fornødne Dokumenter mellem
Parterne og med Bevillingshaveren betales af Cirkus Strassburger.
Såfremt der
ikke inden 26. Januar n.A. (fristen blev senere udskudt til 28. februar 1930) foreligger
en bindende Ordning med Bevillingshaver, samt den fornødne Indrejsetilladelse
(Arbejdstilladelse) til det Personale, herunder Artister, som er nødvendigt for Cirkus
Strassburgers Drift heri Landet, bortfalder nærværende Aftale.
Til at
forsætte Forhandlingerne med Direktør Biltzing og afslutte den endelige Overenskomst med
Direktør Biltzing samt til at træffe Beslutning om mulige Ændringer i den ved denne
foreløbige Overenskomst trufne Aftaler, befuldmægtiger vi, Cirkus Strassburger, herved
vor Forretningsfører Julius Herbst."
Allerede inden
denne aftale blev indgået havde H.K. Biltzing været i kontakt med i hvert fald Cirkus
Belli og Cirkus Mundeling i et forsøg på af skaffe en ubrugt cirkusbevilling for tiden
juni, juli, august og september 1930. I et brev fra november 1929 til de 2 cirkus spurgte
han, hvad de forlangte i leje for de 4 måneder, og tilføjede:
"Vi
bemærker, at vi selv skaffer Telt og alt Materiale, ligesom de forskellig Artist-Numre
bliver engageret af os.
Som
Bevillings-Haver bliver De sikkert nødsaget til ar rejse med rundt i Landet, men
derudover har De intet Arbejde. Hvis vi kan blive enige om et eller andet arbejde til Dem
ved Reklameringen el. l., bliver dette ekstra betalt.
Vi imødeser
gerne Deres ærende omgaaende Svar, da vi ligger i Underhandling med en anden Cirkus, men
ikke rigtig kan blive enige om Betingelserne.
Vi bemærker,
at det ingen Interesse har, hvis De ikke er Indehaver af en fast Cirkus-Bevilling (20 %
Skat) - men først skal søge en."
Den sidste
sætning forklarer, hvorfor man ønskede at "låne" en eksisterende
cirkusbevilling. I 1911 havde Rigsdagen vedtaget en lov om forlystelsesskat, som også
skulle betales af cirkus. For forestillinger, som skete efter justitsministeriel
bevilling, var skatten 10 %. Forestillinger, som fandt sted efter de sædvanlige
polititilladelser, blev belagt med dobbelt afgift, dvs. 20 %. I 1922 blev taksterne
fordoblet, således at cirkus med bevilling skulle betalt 20 % og cirkus uden bevilling 40
%. Der var derfor af stor økonomisk betydning for et cirkus at sikre sig en
justitsministeriel bevilling. Først i 1950 blev skatten ens for alle cirkus, nemlig 20 %.
Forlystelsesskatten blev helt ophævet fra 1. januar 1965.
Cirkus Belli
var i november 1929 ejet af Meta Belli (1888-1953), som havde overtaget cirkus, da hendes
ægtefælle Giovanni Belli døde i foråret 1929. Meta stammede fra Grenå og var datter
af en omvandrende uldhandler. Efter konfirmationen fik hun arbejde i sætteriet på Grenå
avis. Senere blev hun lærepige hos Amanda Belli, som var svigerinde til Giovanni Belli og
arbejde i det cirkus, som Giovanni drev sammen med sin bror. Og således lærte Meta sin
tilkommende at kende. Allerede i 1923 fik
cirkus justitsministeriel bevilling og dermed ret til at slippe med 20 % forlystelsesskat.
De følgende år gik det dog ned af bakke for Cirkus Belli, så det har næppe kostet Meta
en formue at købe svogeren ud, da Giovanni som nævnt døde i foråret 1929. Ifølge
Anders Enevig "Cirkus i Danmark" er det tvivlsomt, om Cirkus Belli havde
turneret i 1927, 1928 og 1929.
Og en enke med
et nyerhvervet, nedkørt cirkus, burde være et oplagt emne til at "låne" en
cirkusbevilling af.
Cirkus
Mundeling var bestemt heller ikke noget verdensforetagende i 1929. Ejeren, Erhardt Gustaf
Mundeling (1860-1947) havde godt nok drevet et cirkus, som var vokset i størrelse, men en
række børn og svigerbørn var brudt ud fra cirkus, som efter en storhedstid i
begyndelsen af 1920'erne vist nok ikke havde turneret siden 1926. Det er dog muligt, at
bevillingen i de følgende år havde været lånt ud til forskellige medlemmer af
Mundeling-familien, som med større eller mindre held turnerede med egne cirkus.
Og en
cirkusdirektør med bevilling, men uden cirkus, burde være et oplagt emne at
"låne" en cirkusbevilling af.
Forespørgslen
fra H. K. Biltzing vakte da også interesse hos de 2 modtagere. Brevet til Cirkus Belli
blev videresendt til Berlin, hvor direktør Meta Belli opholdt sig. I brev af 25. november
1929 oplyste hun, at hun var i besiddelse af en 20 % cirkus-bevilling. Hun forventede
omkring 12.-15. december at være i København, hvor hendes adresse var Frederikssundsvej
ved hjørnet af Mågevej. Hun ville da kontakte H.K. Biltzing med henblik på en personlig
samtale.
I et brev af
25. november 1929 svarede cirkusdirektør E.G. Mundeling, at han havde bevilling og havde
haft det i mange år. Han fortsatte: "Angaaende dette de skriver om vil jeg ikke give
dem Svar dem paa pr. Brev men i Tilfælde de ønsker en Forretningsforhandling kan de
eller en af deres Befuldmægtigede rejse herover til mig saa at vi kan tale om den
Forretning. I Efteraaret blev der også skrevet til mig angaaende Forretning af den Slags,
var det gennem deres Firma ? De kan meddele mig om de ønsker en Samtale med mig saadan at
jeg kan være hjemme. Med megen Agtelse. E.G. Mundeling, Direktør, Aahvile, Skjern, Tlf.
No. 154."
H.K. Biltzing
valgte åbenbart ar ringe til direktør Mundeling. I hvert fald skrev han den 27. november
1929 til E.G. Mundeling, at han unde henvisning til behagelig telefonsamtale samme dag
ventede Mundeling til byen mandag den 2. december om morgenen. Han bekræftede, at han
ville godtgøre Mundeling jernbanebilletten tur-retur samt betale hans ophold i
København. Han tilføjede: "Vi beder Dem medbringe Bevillingen saa vi kan se dens
Ordlyd. Sammen med vor juridiske Konsulent, Folketingsmand, Overretssagfører SVEN, vil vi
saa finde en Form under hvilken vi til Sommer indtræder som Deres Kompagnon i
Cirkusforetagendet og sammen med Dem berejser de danske Provinsbyer."
H.K. Biltzing
turde dog ikke nøjes med at satse på Mundeling. Dem 28. november 1929 skrev han til Meta
Belli i Berlin og spurgte hende "hvad De maatte forlange for i Sommeren 1930 at
optage mig som Kompagnon i Deres Cirkus, saa jeg kan udnytte Deres Bevilling til at give
forestillinger i de danske Provinsbyer. Det bemærkes til Orientering, at jeg gennem min
juridiske Konsulent, Folketingsmand, Overretssagfører Sven har forespurgt Justitsminister
Zahle om muligheden for at jeg selv kunne søge en Cirkusbevilling men vi modtog det Svar,
at Ministeriet i Øjeblikket ikke udsteder flere Bevillinger til de danske Provinsbyer.
Dette er Grunden til at jeg nødsages til at gaa i Kompagni med en af de faste
Bevillingshavere i Fald jer ikke vil betale 40 % i Forlystelsesskat. Det bemærkes, at jeg
selv stiller Telt, Artister, Dyr m.m. saa De faktisk intet Arbejde eller Udgift vil faa
med mindre Deres personlige nærværelse skulde forlanges i en eller anden By og i saa
Fald betaler jeg Dem Rejse og Ophold. De maa altsaa regne med at ligge stille Sommeren
over og beregne at skulle leve, samt den Sum De formener at ville have indtjent i Fald De
var taget ud på egen Risiko. De vil derefter meddele hvad jeg skal svare Dem pr. Maaned.
En bankgaranti, event. 50.000 Kr.. kan stilles i Landmandsbanken for Opfyldelsen af mine
Forpligtelser. Da jeg på Mandag skal forhandle med en anden Cirkusdirektør, beder jeg om
Deres ærede Svar og Betingelser om muligt Søndag. Diskretion fra begge Sider betragter
jeg som en Selvfølge."
De planlagte
forhandlinger i København den 2. december blev dog ikke til noget, idet E.G. Mundeling
meldte afbud. I et brev af 30. november 1929 fra Mundeling hedder det:
"Modtaget
deres ærede Skrivelse af 27 ds. Maa jeg meddele dem at jeg ikke kan rejse til København
foreløbig da jeg har saa mange Forretninger at ordne for mine Børn som er i Spanien og i
Østrig saa jeg ser mig ikke istand til at faa de Dage til overs til at komme ind at tale
med dem angaaende Forretning. Jeg er hjemme igen Tirsdag den 3-12. Hr. Biltzing kan de
ikke sende en af dem Befuldmægtige eller en af Overretssagfører Svens Fuldmægtig. Saa
vi kan drøfte Forretning og se Papirerne. Hvis det ikke kan lade sig gøre på denne
Maade kan jeg ikke komme til København førend midt i næste Maaned".
I et NB til
brevet tilføjede Mundeling, at Biltzing kunne få Guttenbergs ryttertrup (2 damer, 2
herre, 3 heste), 2 numre og 6 isbjørne, 12 hvide hunde (spidser) og måske 12 a 14
frihedsheste med 4 numre. Tilføjelsen skyldes måske, at Biltzings bureau også ind
imellem synes at have formidlet artistkontrakter.
Mundelings
afbud passede ikke H.K. Biltzing. I et brev af 1. december 1929 skrev han, at afbuddet var
"meget kedeligt, thi Overretssagfører Sven's Tid er stærk optaget og denne Sag kan
hans Fuldmægtig ikke ordne. At tage over til Skjern sammen med ham er derfor umuligt og
jeg må derfor henstille, at De pr. Telegram blot opgiver mig den bestemte sum som De
forlanger garanteret for Sommeren. Jeg har nemlig et andet Tilbud og Direktøren har
opholdt sig her i Byen i de sidste Dage og var lovet Svar fra min side på Mandag."
I brevet
oplyste H.K. Biltzing også, at grunden til, at han ikke selv kunne få cirkusbevilling
var, at de allerede eksisterende bevillingshavere klagede over de dårlige tider. Derfor
ville justitsministeren ikke udstede flere bevillinger. Brevet sluttede: "En
hvilkensomhelt Bankgaranti kan af mig stilles i Landmandsbanken for Opfyldelsen af mine
forpligtelser. Imødeseende et Telegram hvor De blot behøver at sætte Tallet forbliver
jeg Deres ærbødige".
I et
tysksproget brev af 4. december 1929 fra Julius Herbst (den person, som i den 10 dage
senere indgåede foreløbige overenskomst mellem Cirkus Strassburger og H.K. Biltzing var
anført som Strassburgers forretningsfører og befuldmægtigede) hedder det, at Julius
Herbst havde talt med fru Belli, og at de sammen vil komme til møde på Biltzing bureau
11. december klokken 14. Julius Herbst spurgte samtidig, om Biltzing havde hørt fra
Mundeling.
H.K. Biltzing
besvarede brevet 6. december 1929. I svarbrevet hedder det blandt andet:
"Jeg beder
Dem imidlertid skrive lidt udførligt om hvorledes Fru Belli stiller sig overfor Sagen,
altså om hun er indforstaaet og ikke kommer på andre Tanker i sidste Øjeblik, saa vi
atter staar paa bar Bund.
Fra Herr
Mundeling har jeg hverken hørt det ene eller det andet og maa jeg gaa ud fra at han har
opgivet videre Forhandlinger. Jeg har derimod en dansk Artist her paa Pladsen, som havde
kongelig Bevilling for tre Aar siden; han rejste altsaa en Sommer paa Bevillingen, men
fornyede den ikke - det koster nemlig 33 Kr. 66 Øre hvert Aar - og han havde sikkert
faaet nok denne ene Sommer. Han var i Gaar i Ministeriet og talte med Kontorchefen, som
han viste den gamle Bevilling og spurgte om han kunde faa den fornyet for næste Aar.
Dette mente Kontorchefen at der ikke var noget til Hinder for og han har nu indsendt en
Ansøgning, som er anbefalet af Statsminister Stauning og Folketingsmand A. J. Meyer, men
der vil jo hengaa nogen Tid før han faar Svaret og før vi ser Bevillingen kan vi jo ikke
regne med den. Faar han derimod bevillingen, saa skal vi blot engagere ham og hans Kone
til deres sædvanlige Aristgage og her derud-over intet at betale. Fra Mundeling synes jeg
at vi skal afvente et Svar paa mit sidste Brev, thi han maa jo ellers tro at vi er alt for
forlegne for at komme i Forhandling, men send mig endelig en udførlig Beretning om
Deres møde og forhandlinger med fru Belli, thi Deres brev siger jo intet ud over at hun
kommer her på Onsdag." I en håndskreven tilføjelse til brevet stod der:
"Kommer Dir. Strassburger med her op, ellers må De sørge for en retsgyldig Procura
eller Fyldmagt, så vi kan slutte med fru Belli."
Forhandlingerne
med direktør Mundeling var dog ikke helt slut, idet Mundeling sendte følgende telegram
til H.K. Biltzing den 8. december 1929:
KOM HJEM,
INTERESSERER DET DEM ENDNU, KAN KOMME BESTEMT I DENNE UGE. SVAR. MUNDELING
I et brev til
Mundeling af samme dato beklagede H.K. Biltzing, at telegrammet ikke gav svar på
"mit direkte Spørgsmaal i Brev af 1'December hvori jeg beder Dem telegrafere
den Sum De forlanger for Sommeren." Biltzing tilføjede, at han endnu ikke havde
indgået aftale til anden side, men skulle have forhandlinger herom onsdag den 11.
december. Herefter hedder det i brevet: "Ved jeg imidlertid med Bestemthed, at De
kommer her til Byen f. Eks. Førstkommende Torsdag, saa lover jeg Dem at lade Sagen staa
saa længe og ikke slutte med en anden Bevillingshaver før vi har forhandlet sammen paa
Torsdag."
I et brev af
samme dato til Julius Herbst referede H.K. Biltzing dels korrespondancen med Mundeling
samt gav følgende yderligere oplysning:
"Jag kan
samtidig meddele Dem, at den i mit sidste Brev omtalte Artist atter var i Ministeriet og
at man der har lover han Svar i Slutningen af Ugen.
Det ser altsaa
ud til at Sagen gaar i orden med en af de tre, men der er jo en absolut Nødvendighed at
De medbringer en lovformelig PROCURA, eller FULDMAGT til at afslutte alt i Direktør
Strassburgers Navn, thi skal vi nu ligge og vente paa at han selv kommer her op, så
risikerer vi i den Tid at Bevillingshaverne "springer fra". Vi skulde dog gerne
straks kunne lade Overretssagfører Sven ordne alle Papirerne og sikre os
Bevillingshaverens Underskrift … medens han endnu "er varm", men faar
Paagældende Tid til at gaa rundt og raadføre sig med Venner og Bekendte, som ved vi
aldrig om han "fortryder" og springer fra.
Sæt Dem derfor
omgaaende i Forbindelse med Strassburger og forklar ham at vi vistnok "har tre Fisk
på Krogen" men maa handle hurtigt og faa ham til at give Dem Procura i denne Sag,
Betingelserne ved han jo."
I et telegram
dateret 9. december 1929 oplyste Meta Belli, at hun først kom torsdag den 12. december.
Vi ved ikke,
hvad der passerede under forhandlingerne mellem H.K. Biltzing, Julius Herbst og Meta
Belli. Men et egentlig resultat nåede man ikke, idet H.K. Biltzing den 16. december 1929
skrev således til Meta Belli:
"Under
Henvisning til vore Forhandlinger sidste Uge her paa Bureauet, maa vi meddele Dem, at vi
intet kan foretage os i de første 14 Dage.
Straks efter
Nytaar skal vil tillade os at vende tilbage til Sagen."
Forklaringen
på dette svar har formentlig været, at H.K. Biltzing og Julius Herbst valgte at satse
på E.G. Mundeling. I hvert fald findes der i materialet fra Biltzing Bureau kopi af en
aftale, som må formodes indgået i december 1929, af følgende indhold:
"Imellem
underskrevne Direktør E.G. Mundeling og Direktør H.K. Biltzing er Dags Dato afsluttet
følgende Overenskomst:
I Fællesskab
driver vi i Sæsonen 1930, d.v.s. Tiden Juni - September Circus i Danmark bortset fra
København Frederiksberg. Jeg Mundeling, der har den fornødne Circusbevilling, stiller
denne til Raadighed for vort Samarbejde. Jeg Biltzing, stiller Materiel og Kapital til
Raadighed, samt sørger for at fremskaffe de forskellige Artistnumre (Heste og Dyr),
ligesom jeg stiller min personlige Arbejdskraft til Raadighed.
Det
eventuelle Overskud vil være at fordele ligeligt imellem os, idet jeg, Biltzing,
garantere Mundeling at hans Andel mindste vil udgøre 100 Kr. pr. Spilledag, dog saaledes
at Biltzing yderligere garantere 120 Spilledage. Derimod garanterer Hr. Biltzing ikke for,
at der bliver spillet i de forudsatte Dage, men han kan, hvis han maatte anse det
fornødent på et hvilkensomhelst Tidspunkt afbryde Turneen.
I den ovenfor
omtalte Garanti af et Nettooverskud af 12.000 Kr. til Mundeling ligger, at Hr. Mundeling i
enhver Retning skadesløsholdes for Udgifterne af en hvilkensomhelst Art ved Cirkusdriften
i Sæsonen 1930.
Til Sikkerhed
for Mundelings 12.000 Kr. vil der være at stille Bankgaranti. Beløbet udbetales ugevis
bagud i Sæsonens Forløb.
Jeg,
Biltzing, forbeholder mig at træde tilbage fra nærværende Kontrakt, saafremt jeg ikke
maatte erholde den fornødne Indrejsetilladelse (Arbejdstilladelse) for det antal Artister
m.v., som efter mit Skøn udkræves til Driften. Definitiv Besked skal dog gives senest d.
1. Februar n.A."
H.K. Biltzing
søgte herefter om indrejse- og arbejdstilladelse for i alt 194 udenlandske artister,
dyrepassere og musikere. I et brev af 25. februar 1930 fra Chefen for Statspolitiet til
Biltzings Bureau hedder det, at man til brug for sagens forelæggelse for
Justitsministeriet udbad sig "indgaande Oplysning om, hvorledes Cirkus Mundeling skal
drives og hvilken Kapital, der er tilvejebragt til Gennemførelse af Sæsonen, samt
Oplysning om, hvad Slags Artister der er Tale om og
om, hvor mange danske Artister, Arbejdere m.v. der agtes engageret. Endelig skal man
anmode om, at der maa blive indsendt Lister i to Eksemplarer over de paagældende
Udlændinge ordnet efter Statsborgerforhold og saaledes, at de enkelte Landes Undersaatter
opføres i alfabetisk Orden. Listerne maa indeholde de pagældendes fulde Navne, Stilling
samt Fødselsdato, -aar og -sted."
Brevet var
stilet til hr. M. Biltzing. Max Biltzing (1905-1957) var søn af H.K. Biltzing og overtog
bureauet efter faderens død i 1934. Det forhold, at brevet var stilet til Max viser, at
han også var involveret i sagen. Om der var ham eller faderen, som var den reelle
initiativtager, ses ikke af korrespondancen.
Brevet fra
politiet var underskrevet af politiinspektør Mensen, som var leder af kriminalpolitiet i
Danmark, hvorunder Fremmedpolitiet hørte. Det synes som om Mensen har haft mistanke om,
at det ikke næppe var Mundeling selv, som var den reelle drivkraft bag cirkus, men at han
blot var stråmand. Noget sådant har formentlig været i strid med hans cirkusbevilling.
I bogen Cirkus i Danmark gengiver Anders Enevig således en bevilling fra 1937 til
Ferdinand Benneweitz (sådan staves navnet i bevillingen). Heri står udtrykkeligt, at
bevillingen ikke må udlånes, udlejes eller på nogen måde udnyttes gennem andre.
Overtrædelse heraf kunne medføre, at ministeriet erklærede bevillingen for forbrudt,
dvs. tilbagekaldt. Denne klausul har formentlig været et standardvilkår i
justitsministeriets cirkusbevillinger.
Stråmandsvirksomhed
var næppe heller velset i det danske cirkusmiljø. Da slet ikke, hvis det fik udenlandske
konkurrenter ind på det danske marked !
26. februar
1930, dvs. samme dag, som brevet fra statspolitiet må være modtaget, skrev H.K. Biltzing
til direktør Mundeling. Efter af have gengivet indholdet af brevet fra politiet fortsatte
Biltzing:
"Jeg tog
straks ind til Overretssagfører Sven der raadede mig til at bede Dem - herr Mundeling -
om snarest muligt at indsende de to Lister med vedlagte Følgeskrivelse, som De venl. vil
underskrive og forsynes med Deres Firmastempel. Herr Sven mente da at Sagen ville blive
ordnet ret snart og i Fald der skulle yderligere spørges om hvem der staar bag Dem, da
kan De roligt opgive mig, der beviseligt disponere over en Kapital af 100,000 Kr. og min
svigersøn, Generalkonsul for Portugal Wm. Christiansen, Vesterbrogade 94, der er villig
til yderligere at forstrække mig med 100,000 Kr. For øvrigt skriver jeg samtidig til hr.
H. (formentlig Cirkus Strassburgers forretningsfører Julius Herbst) og beder ham
forberede sine Chefer paa, at Justitsministeriet vil forlange et Depositum i en
herværende Bank for de givne Arbejdstilladelser samtidig med et Depositum for
Bevillingen. Disse punkter lader vi Sven ordne saa snart vi har alt ordnet. Da jeg over
for Landbrugsministeriet har opgivet Nykøbing Falster som første By, maa vi vel sikre os
Pladsen fra 1'Juni. De vil nok fremskynde Skrivelsen og de to Listers Afsendelse og lade
Brevet rekommandere."
Den omtalte
svigersøn, generalkonsul William Christiansen, var gift med H.K. Biltzing datter af
første ægteskab Harriet. I Bogen om Musse betegner Lilly Biltzing ham som
"frygtelig velhavende".
Brevet til
direktør Mundeling var vedlagt følgende brev, som det var meningen at Mundeling dateret
27. februar 1930 skulle skrive til Statspolitiet:
"Under
henvisning til Statspolitiets ærede Skrivelse af 25. ds. til Biltzings Koncert- &
Teater-Bureau, København V., skal jeg oplyse, at min Cirkus i den kommende Sommer-Saison
skal drives i lighed med de tidligere Aar - dog med et langt større Program og større
Telt.
Jeg har
sikret mig den fornødne Kapital til Gennemførelsen af Saisonen og vil, om det fra
Ministeriets Side maatte ønskes, gerne stille et kontant Beløb som depositum for den
udenlandske Personales Hjemrejse, og beder blot Ministeriet opgive Summens Størrelse.
Artist-Programmet
består af alle Arter Cirkus-Artister - Luftnumre, Akrobater, Jonglører, Klovner ets.,
samt forskellige Trupper - marokkanske, kinesiske etc., og forskellige Dyregrupper.
Der er til
Dato kun engageret nogle enkelte danske Artister, men agter jeg i nærmeste Fremtid at
supplere mit Program med nogle af de ledige danske Artistnumre. Danske Arbejdere vil der
blive antaget i hver By man kommer til ligesom de tidligere Aar (til Hjælp ved rejsning
af Telt etc.).
Idet jeg maa
bemærke, at det vil være af afgørende Betydning, at jeg erholder definitivt Svar
snarest mulig, forbliver jeg til Tjeneste med alle nærmere Oplysninger."
Som bilag til
dette brev havde H.K. Biltzing udarbejdet en liste over 191 artister, dyrepassere,
musikere m.v.. Listen opfyldte politiets krav om oplysning om nationalitet, fulde navn,
stilling, fødselsdato og år samt fødested. 12 nationaliteter var repræsenteret:
Amerika, Belgien, Bulgarien, Det Britiske rige, Holland, Kina, Letland, Marokko, Rusland,
Tjekkoslovakiet, Tyskland og Østrig, hvortil kom 6 opført som statsløse. Langt de
fleste kom fra Tjekkoslovakiet (58, heraf 55 opført som musikere!) og Tyskland (88).
Kineserne, marokanerne og russerne var alle anført som artister. Send mig en email, hvis du er interesseret i kopi af
listerne. Så modtaget du dem som jpg.filer (fylde knap 600 KB).
Det vides
ikke, om E.G. Mundeling underskrev brevet og fremsendte det til politiet eller hvad der
videre skete. Så vidt vides turnerede Cirkus Mundeling ikke i sæson 1930, og der er
intet der tyder på, at Cirkus Strassburger på anden vis kom til Danmark.
Carsten
Bregenhøj, der som nævnt satte mig på sporet af historien, har for årene 1927-1932
nøje gennemgået "Der Artist" (Central-Organ d. Circus, Variétébühnen u.
reisenden Theater ... - Druck und Verlag: Ed. Linz A.-G., Düsseldorf ), og noteret sig
alt, som man deri skrev om Danmark. Desuden havde bladet ca. to gange årligt en
beskrivelse af Cirkus Strassburgers program, på hvilket sted den optrådte og hvor de
holdt vinterkvarter. På grundlag heraf er Carsten er helt sikker på, at de ikke
optrådte i Danmark 1930.
Carsten
Bregenhøj skriver videre: "Som arkivar ved jeg, at når folk har bevaret enkelte
sager fra en virksomhed (Biltzings Bureau) som kaldte sig "Danmarks ældste", og
resten er borte, så er der noget rigtigt specielt ved netop denne sag. Om det nu er så
at det hele (som vi vist kan slutte af resultatet) gik i vasken og Biltzing sad med
Sorteper, eller om det bare er fordi dette som Bureauets største engangssatsning
involverede så mange mennesker, ved jeg ikke. Det er også usikkert om det var Bureauets
senior H.K. eller junior Max Biltzing som havde klækket idéen om Strassburgers besøg i
Danmark …Men alt det usynlige arbejde bag et udenlandsk artistengagement kommer frem,
og fortæller lidt om hvad cirkusdirektører også lavede - de to minutter ved
forestillingens indledning og afslutning er bare toppen af isbjerget."
Flere af
navnene på listerne over artister er i øvrigt personer, som cirkuskendere er stødt på
i anden sammenhæng. Per Arne Wåhlberg genkender således navnet Emil Wacker. På listen er han anført som artist.
I 1936 var han blevet Cirkus Strassburgers forretningsfører. Han fulgte med, da cirkus
blev solgt til Paula Busch, se herom nedenfor. Efter 2. verdenskrig blev Emil Wackers eget
Cirkus Apollo et af de førende i Tyskland og havde på et tidspunkt 2 forskellige
turnerende enheder. Cirkus Apollo blev indstillet efter sæson 1957, hvorefter Emil Wacker
nedsatte sig som artistagent. Han døde i 1967, men agenturet blev videreført af enken
Margarete Wacker. Du finder mere om Emil Wacker i Alf Danielssons bog Cirkus.
Per
Arne Wåhlberg er også faldet over navnet Franz
Adamski. Adamski var kendt som bjørne- og elefantdomptør og arbejdede i mange år
for det tyske Cirkus Busch. Per Arne Wåhlberg fortæller, at han første gang så Franz
Adamski i 1946 hos Trolle Rhodins Zoo Cirkus. Per
Arne fortsætter: Jag
tror
at han en period höll till i Furuviksparken med sina björnar. Hösten 1940 uppfördes en
cirkusbyggnad i parken vilket, som du redan vet, lockade till sig många cirkusmänniskor.
(Cirkusbyggnaden brann ned i slutet av mars 1994. Man lät då uppföra en ny
cirkusbyggnad som invigdes den 13 maj 1995. Sommartid ger Furuviks Undomscirkus
föreställningar där.)
Betr.
Adasmski så bodde han i slutet av 40-talet med Hans Strassburger och Michaela Busch i
Staffantorp i Sverige. De hade vinterkvarter där. Alf Danielsson skriver även en del om
Adamski & Co. Senare såg jag Franz Adamski med sina björnar hos Cirkus Rolando i
Sverige 1958. Sista gången jag såg honom och hans bruna vänner var sommaren 1968 hos
Cirkus Busch-Berlin & Roland-Bremen i Tyskland. Han skulle det året fylla 76 år!
Bland
de anställda hittade jag även Rudolf Blumenfelds
namn. Han och hans bror, Jak, kom till Scott i slutet av 30-talet. Deras syster Sara -
kallad Rosa - var gift med Carl Goldkette-Bronett - clownen Kalle. Senare gick de över
till Trolle Rhodin och var med om att göra "Djungelrevyn" en liten show i
Brazil Jacks tivoli Tältstaden till Zoo Cirkus. Jag minns båda bröderna från sommaren
1943. Rudi var Trolles närmaste man. Det visste jag inte då utan nöjde mig med beundra
hans sätt
att
köra traktor. Jak - han stavade sitt namn så - var tältmästare och luftaktrobat. Han
har för övrigt fått ett eget kapitel i min nya bok, som nu är under produktion.
Rudi
såg jag senare som elefantdressör men sedan försvann han. Jag vet att han har en son i
Göteborg. Han heter Rennie Blumenfeld. Han berättar att pappa Rudi lämnade cirkuslivet
på 50-talet för att bli portier på Grand Hotell i Göteborg."
Hvordan gik
det senere for Cirkus Strassburger
Familien
Strassburger havde jødisk blod i årene. Naziperioden i Tyskland ramte dem derfor hårdt,
selv om de slap fra krigen med livet i behold. I det hele taget have nazisterne ikke høje
tanker om cirkusfolk og andre rejsende.
Adolf Hitler
blev tysk rigskansler 30. januar 1933. Få måneder senere, den 1. maj 1933, kom det
første indgreb fra nazisterne rettet mod cirkusfolket. Det skete gennem udstedelse af
„Verordnung über ausländische Arbeitnehmer" (forordning om anvendelse af
udenlandske arbejdstagere), hvorefter enhver beskæftigelse af udlændinge krævede en
officiel arbejdstilladelse, som blev udstedt og tilbagekaldt helt vilkårligt. Alle
cirkus, som ikke i tide havde forladt Tyskland, blev derved tvunget til at afskedige
udenlandske medarbejdere. En mere effektiv håndhævelse af forordningen i 1934 reducerede
yderligere personalebestanden i de store cirkus. Fra oktober 1934 blev alle
cirkusdirektører pålagt at indmelde sig i en forening af cirkusdirektører, som skulle
undersøge deres egnethed som virksomhedsledere. Den 14. februar 1935 kom "Verordnung
zu amtlichen Ariernachweisen", som pålagde direktørerne at godtgøre deres ariske
afstemning, hvilket var umuligt for flere direktører. Efterhånden kom der flere regler,
som eksempelvis forbød fremmedartede kostumer, optræden af negere eller personer sminket
som negere samt forbød at jøder deltog i
noget, som havde med tysk kultur at gøre. Man skulle også have musik-tilladelse fra
propagandeministeriet, som ikke tillod hot eller swingende musik eller musik, som havde
forbindelse med negere eller jøder. Cirkus Strassburger blev det første offer for disse
nye regler. De nazistiske aviser kørte en systematisk hetz mod cirkus og tvang dermed i
1936 direktør Karl Strassburger til at flygte til Holland og sælge sit cirkus til spotpris til en anden cirkusejer, Paula Busch.
Paula Busch overtog Cirkus Strassburgers forretningsfører Emil Wacker, som forstod at
holde sig på god for med de nazistiske koryfæer, og som en periode også var gift med
Paula Busch datter Micaela.
Flugten til
Holland skete med hjælp af den hollandske impresario Frans Mikkenie, som hajlp til med at
skaffe det hæderkronede cirkus en ny tilværelse. Han skaffede familiemedlemmerne
hollandsk statsborgerskab og pas, som trods deres jødiske afstamning ikke var
overstemplet med et stort J. Det redede familien fra tyskerne under den senere tyske
besættelse af Holland. Karl Strassburger fik endda erstatning for tyskerne for skader på
hans cirkus i forbindelse med, at tyskerne invaderede Belgien i 1940.
I 1938
turnerede Cirkus Strassburger blandt andet i Sverige i samarbejde med den svenske
cirkusdirektør Henning Orlando under navnet Cirkus Orlando-Strassburger. Karl
Strassburger viste sig ikke i manegen, men havde udelukkende administrative opgaver. Hans
lillebror Hans fremførte et cowboynummer med heste i frihedsdressur, og hans hustru
Regina red skoleridt. Henning Orlando viste sine egne heste frihedsdressur.
Som nævnt
ovenfor optrådte Karl Strassburger i 1941 og 1942 i Cirkusbygningen i København under
navnet Cirkus Mikkenie - Strassburger. Frans Mikkenie (nævnt
ovenfor) var dansk gift, og hjalp cirkusdirektør Karl Strassburger med at få
forestillingerne sat op. Forestillingerne skete vist i øvrigt via lån af Cirkus Bellis
bevilling. Så selv om det i 1929 ikke lykkedes for Meta Belli at gøre forretninger med
Strassburger-familien, så lykkedes det altså i 1941 og 1942. I oktober 1942 optrådte
Mikkenie-Strassburger også i Fyens Forum i Odense, hvor de blev annonceret som
"Cirkus Belli præsenterer Cirkus Mikkenie-Strassburger." Cirkus optrådte vist
nok også i Århus.
I
1953 var Cirkus Strassburger igen i Sverige, denne gang i samarbejde med ledelsen for
Cirkus Mijares-Schreiber. De øvrige svenske cirkusdirektører med Trolle Rhodin og Käte
Bronett i spidsen protesterede uden held mod besøget, idet de betragtede Baptista
Schreiber og Chuy Mijares som en slags stråmænd for det tyske cirkus. De svenske
myndigheder gav imidlertid de nødvendige tilladelser betinget af, at Baptistas og Chuys
egne heste også optrådte. En måneds tid efter turnestarten i Göteborg 4. april 1963
omkom Karl Strassburger ved en drukneulykke 7. maj i havnen i Trelleborg. Aviserne skrev,
at dødsfaldet skyldes dårligt hjerte. En politirapport, af hvilken der findes en kopi i
Anders Enevigs samling, referere imidlertid en læge, som havde undersøgt Karl
Strassburger efter at denne havde haft et svimmelhedsanfald i Göteborg. Lægen udtalte,
at "hjärtat hade förefalllit att vara bra och blodtrycket hade likaledes varit utan
anmärkning". Den svenske cirkusforfatter Alf Danielsson skriver, at meget taler for,
at Karl Strassburger selv valgte druknedøden efter længere tids uoverensstemmelser med
ægtefællen Regina og hendes søster Elly (1910-1988). Der er dog ikke i politirapportens
oplysninger belæg for, at der skulle være tale om selvmord. På den anden side
indeholder rapporten heller ikke nogen forklaring på, hvordan Karl Strassburger ved et
uheld skulle være faldet i havnen, lige som der ikke var tegn på at dødsfaldet skulle
skyldes en forbrydelse. Den svenske forfatter og cirkuskender Per Arne Wåhlberg
fortæller, at det var den almindelige opfattelse blandt de ansatte, at Karl Strassburger
tog sig eget liv. Der var uvenskab mellem på den ene side Karl og på den anden side
Regina og Elly. En dag havde der således været et frygteligt skænderi en af vognene,
hvor de tre opholdt sig. Da Karl forlod vognen, var der nogen som kastede en sko efter
ham. Der findes i
øvrigt en bog på tysk, kaldet STRASSBURGER - GESCHICHTE EINES JÜDISCHEN CIRCUS. Den er
skrevet af Herbert St. Nissing og udkom på Circus Verlag i 1993. I bogen antager
forfatteren, at Karl Strassburger under en spadseretur ved havnen fik en blodprop eller et
hjerteanfald, og at det var derfor, han faldt i vandet og druknede.
Søstrene
Regina og Elly Strassburger overtog ledelsen straks efter Karls død.
I
1955 var Cirkus Strassburger igen tilbage i Sverige, denne gang i samarbejde med Cirkus
Scott. Det var fortsat Regina og Elly Strassburger, som stod i spidsen for Cirkus
Strassburger. Telt, vogne, heste og elefanter var familien Strassburgers, men programmet
var sammensat af Cirkus Scotts ejer Käte Bronett.
Fire
år senere, i 1959, var Regina og Elly Strassburger med deres dyrenumre engageret til
Cirkus Scott. Elly Strassburger var nu blevet gift med den tyske domptør Harry Belli
(1914-1975) som under turneen indstuderede det nummer med en ridende tiger, som han senere
fik stor succes med. I 1959 var familien Strassburgers egen cirkusvirksomhed under
nedtrapning. De turnerede ikke længere med teltcirkus, men optrådte om vinteren i Amsterdams
Royal Theatre Carré og om sommeren i teatret i Scheveningen. Sæson
1963 blev Cirkus Strassburgers sidste.
Hvordan
gik det siden for de øvrige involverede
H.K.
Biltzing og hans familie
H.K.
Biltzing drev sit teater- og artistbureau frem til sin død 18. februar
1934. Hans ægtefælle Clementine døde 2. april 1956. Efter H.K's død blev burreauet
overtaget af hans og Clementines søn Max Stefan Biltzing (16/4 1905 -27/6 1957) og
videreført på adressen Jernbanegade 4, København. Max blev gift 2 gange: første gang
16. april 1930 med Else Oda Pedersen og anden gang 15. maj 1941 St. Petri Kirke med. Trudy
Hof, født 5. september 1909 i Basel. Trudy var af profession: solo - jodler (!) og
impresario. Efter Max' død videreførte Trudy bureauet, som hun i telefonbogen
annoncerede som "Danmarks ældste teater bureau" eller noget i den retning.
H.K.
Biltzings datter Lilly, som er nævnt ovenfor, blev skuespillerinde og optrådte i
1920'erne og begyndelsen af 1930'erne blandt andet på Casino, i svenske Folkeparker og
som primadonna i Helsingør revyen. Senere begyndte hun at fabrikere brystholdere og havde
virksomheden MIRA, lige som hun solgte diverse patenter til udlandet og økonomisk set
synes at have klaret sig ganske godt.
Merete
Biltzing, som har hjulpet mig med oplysningerne om sin familie, er yngste barnebarn af
H.K. Biltzing, men født flere år efter bedsteforældrenes død. Merete er
frivilligkonsulent for Dansk Flygtningehjælp.
Meta
Belli
Som
det ses ovenfor, gled forhandlingerne med Meta Belli ud i sandet allerede i december 1929.
Meta Belli fik imidlertid sit cirkus på vejen i 1930 i samarbejde med en ældre tysk
artist, Willy Borchardt, som havde tegnebogen i orden. De anskaffede til sæson 1930 det
største cirkustelt, som endnu var syet i Danmark. Diameteren var 31 meter, og det var
landets første 4-masters telt.
Efter
sæson 1933 købte Meta Belli Willy Borchardt ud, og fra 1934 til 1948 havde hun bistand
af Fredy Wachman, som blev regnet for hendes ægtefælle, selv om de aldrig fik papir på
det. Forretningen gik derefter ind i en række gode sæsoner. I 1938, 1940 og 1941 var
medlemmer af familien Schumann blandt de optrædende, og i 1939 gjorde Cirkus Belli et
scoop ved at engagere den amerikanske cowboy og filmhelt Tom Mix. I 1945 holdt Cirkus
Belli landspremiere i ruinerne af det bombesprængte Forum i København. Efter Fredy
Wachmanns død i 1948 indtråde Meta Bellis bror Ejnar Jensen som teknisk leder. I 1952
valgte man at slutte sæsonen med et gæstespil på Plænen i Tivoli efter at
Tivoli-sæsonen var slut. Meta Belli døde i juli 1953, men forretningen kørte videre og
sluttede i september på Plænen i Tivoli. Herefter blev cirkus sat til salg.
Meta
Bellis bror Ejnar Jensen gav et bud, men blev overbudt af et konsortium med blandt andet
direktør Ernst Sahlstrøm. Ejnar Jensen forsøgte sig i 1954 med et cirkus kaldet Cirkus
Meta, som snart kom i vanskeligheder og rejste til Isle of Man, hvor det endte med et
krak. Ernst Sahlstrøms cirkus overlevede sæson 1954. I januar 1955 blev der solgt til
Eli Benneweis, som kørte det videre til 1957 og som derefter overtog traditionen med at
slutte sæsonen på Plænen i Tivoli, indtil han i 1970 havde lejet Cirkusbygningen og
fandt det nemmere at bruge den til sæsonslut. I 1961 blev Cirkus Bellis materiel for
sidste gang sendt på turne under navnet Cirkus Buster og med skuespilleren Buster Larsen
som hovedattraktion.
Erhardt
Gustaf Mundeling og hans efterkommere
Erhardt
G. Mundeling fik derimod aldrig mere sit cirkus ud at turnere. Adskillige andre medlemmer
af familien fik dog heldet med sig i branchen, ikke mindst i Norge hvor medlemmer af
slægten var involveret i driften af Cirkus Empress, Cirkus Løwe og Cirkus Viola.
Det
norske Cirkus Empress blev således stiftet i 1915 af Hartvig Ingolf Mørk Berg
(1888-1956), som tog artistnavnet Leonardi, og hans ægtefælle Viola Mundeling
(1883-1961), som var datter af E.H. Mundeling. Parret blev skilt i 1930, hvorefter Anna
drev cirkus videre frem til 1959.
Det
norske Cirkus Løwe blev etableret i 1952 af Leonardis bror Eugen Berg Løwe (1890-1963)
og hans ægtefælle Viola Mundeling (1897-1981), som var datter af E. G. Mundeling og
således søster til Viola. Efter Eugen Berg Løwes død førte Viola Mundeling cirkus
videre, bistået af en anden søster, Erna Mundeling (født 1907) og dennes datter Viola
Mundeling (født 1937). Viola var kendt som en dygtig skolerytter, og i 1950'erne og
1960'erne var hun Cirkus Løwes store trækplaster. Hun optrådte også hos Ringling Bros.
and Barnum & Bailey og var blandt de optrædende under dette cirkus vinterturne i
Europa fra september 1963 til marts 1964. I flere sæsoner fik de 2 Mundeling-søstre i
øvrigt god hjælp af Haddy Enoch, der i 1977 startede sit eget Cirkus Dannebrog i
Danmark. Sidste sæson for Cirkus Løwe blev 1973. Man havde planlagt også at turnere i
1974, men der opstod uoverensstemmelser med de folk, som skulle levere dyrenumrene, og
Cirkus Løwe stod med et amputeret program. De aflyste derfor sæsonen og fragtede
materiellet til Danmark, hvor man forsøgte at genstarte det under navnet Cirkus
Mundeling. Det holdt dog kun nogle få uger efter premieren i Ringkøbing den 6. juli
1974. Fra 1975 til 1980 var familien tilbage i Norge med under navnet Cirkus Viola og med
Viola Mundeling som direktør. I 1981 ændredes navnet til Cirkus Mundeling. Det blev den
sidste sæson for Mundeling-ejet cirkus turnerede i Norge.
I
1986 genstartede Erna Mundeling og datteren Viola Cirkus Mundeling i Danmark. I sæson
1986 samarbejdede mor og datter med den tyske artistfamilie Lauenburger. Cirkus fortsatte
i 1987, dog uden Lauenburger-familien, og derefter blev driften indstillet. Viola og hendes søn Carl Mundeling arbejdede
derefter i nogle år for danske Cirkus Arena og norske Cirkus Merano. Carl har de senere
år optrådt som rovdyrdomptør og kunne eksempelvis i 2001 opleves med sine tigre i det
tyske Cirkus Busch-Roland - i øvrigt med mor Viola som en af sine assistenter. I oktober
2004 optrådte Carl i det italienske Cirkus Darix Togni.
Ole Simonsen, januar 2005
Carsten
Bregenhøj, som satte mig på sporet af foranstående historie, har skrevet en lille
artikel "Underholdning og kultur i en kassebog. Biltzing's Koncert- &
Teater-Bureau, 1920-1937" i: Eyðvinur. Heiðursrit (festskrift) til Eyðun
Andreassen. Ed: Malan Marnersdóttir, Jens Cramer, Anfinnur Johansen. Føroya
Fróðskaparsetur, (Færøernes Universitet), Torshavn 2005, (s. 122-129, ill.).
Biltzing's Bureaus kassebog er foråret 2004 doneret til Håndskriftsafdelingen, Det
Kongelige Bibliotek. Den har fået signatur acc. 2004/40, og kan benyttes på Center for
Manuskripter og Boghistorie, KB. Kassebogen er fuld af underholdningsartister og musikere
(bl.a. enkelte cirkusmusikere).
Forfatteren
Anders Enevig har forsynet mig med nedenstående foto af Hans Kristian Djørup Biltzing.