Fakta om Zirkus Nemo

Etableret:                         1999

Nuværende ejer:            Søren Østergaard

Nuværende telt:             4-masters Cannobio telt fra 2016 med plads til 588 tilskuere.

Sæson:                             fra midten af april til midten af september

Vinterkvarter:                  Kontor: Bredgade 33 A, 4., 1260 København K  

Værksted og lager: Østergårdsvej i Brædstrup

Link til hjemmeside:      www.zirkus-nemo.dk

I sommersæsonerne 1994 og 1995 turnerede skuespillerne Søren Østergaard (født 1957) og Flemming Jensen med det ny-cirkus inspirerede show "Østergaard og Jensens Store Hundeshow". I 1996 prøvede de lykken i Tyskland, men takket være en uvederhæftig tysk samarbejdspartner endte det med et stort underskud.

 

Søren Østergaard havde dog fået mod på cirkuslivet, og i 1999 gik han sammen med journalisten og entertaineren Anders Lund Madsen i luften med deres store fælles satsning– et crazy zirkus, Zirkus Nemo. I den første sæson stod Søren og Anders selv for de fleste numre, men zirkustjenerne Søren & Lotte bidrog med artisteri og små numre mellem numrene. Det hæsblæsende zirkus-show sprængte grænserne for, hvad man hidtil havde troet, folk ville betale for at se. Nogle gik, men de fleste blev, og snart havde Zirkus Nemo opnået noget nær kultstatus. Forestillingen var dog mere show end cirkus.

I de følgende år kom der flere og flere artister med i forestillingerne.

Det var aftalt, at projektet skulle køre i 5 år. Søren Østergaard var med i alle årene, Anders Lund Madsen kun i 1999, 2000 og 2003.

Som turnerende cirkus holdt Zirkus Nemo pause 2004-2006, hvor Søren Østergaard stod bag Søren Østergaards Tivoli Varieté i Tivoli i København med et program i bedste Nemo-stil. Med Søren Østergaard som eneejer var Zirkus Nemo igen på turne i 2007. I 2008 og 2009 var Søren Østergaard tilbage i Tivoli, igen med et Nemo-show.

I Tivoli-årene begyndte Søren Østergaard at have internationale topartister med i forestillingerne, hvilket han er fortsat med, siden Zirkus Nemo i 2010 genoptog teltturneen. Et vigtigt element i forestillingerne er Søren Østergaards egne figurer: Bager Jørgen, Smadremanden, Kim Tim og Målermanden m.fl. Søren Østergaard kalder selv sit cirkus for Danmarks eneste zirkus for voksne og går meget op i det høje tempo, de mange grin og ikke mindst musikken og de smukke vogne og udstyr.

Søren Østergaards liv og karriere er på beskrevet i Jens Korses bog ”Danser med wienerbrød” fra 2011.

Zirkus Nemo 2016. Pressefoto fra Zirkus Nemo. Fotograf Jacob Boas Leitisstein

Tilbage til forsiden